MENTALITET

Den er livlig, venlig og imødekommende over for voksne såvel som børn, fremmede og andre hunde. Det er en aktiv og arbejdsglad brugshund, som knytter sig til hele familien. Den er velegnet som træningskammerat eller som familiehund hos den aktive familie, som kan lide at være ude, og der ligesom den sætter pris på friske gåture. Den kan være lidt gøende, da den vogter hjemmet og familien.

BEHOV

Den behøver et godt socialt liv med nær menneskelig kontakt. Den har også brug for motion og mentalt stimulerende beskæftigelse. Den er glad for at lege, bruge sin næse og apportere.

TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING

Den sætter stor pris på ejerens opmærksomhed og samarbejder gerne, når indsatsen belønnes hurtigt og varieret. Den er meget lærenem og vil gerne udfordres mentalt med spor, madsøgning på græsplænen m.m. Træn venligt og i korte sekvenser.

HØJDE

52-55 cm for hanner. 49-52 cm for tæver.

VÆGT

18-25 kg.

FARVER

Sort med tan-farvede aftegninger

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS

Ude er den aktiv, elsker at bevæge sig og glad for at få nye positive oplevelser. Hjemme er den rolig og afslappet. Den er kontaktsøgende og elsker at arbejde, det er kun fantasien, der sætter grænser for anvendelsesmulighederne, der kan bl.a. nævnes lydighed, rally, agility, spor, IPO, dogdancing, terapihund m.m.

PELS OG PLEJE

Pelsen er 5-12 cm lang, glat eller let bølget. Den kræver jævnligt en grundig gennembørstning for at undgå løse hår i hjemmet, men ellers er pelsen meget let at holde. Den filtrer ikke. Væn tidligt hunden til at blive puslet om, så det bliver en hyggestund for begge parter.

OPRINDELSE

Chodsky pes har været kendt i Tjekkiet siden 1100-tallet og er blevet avlet i lukket stambog siden 1984 under den tjekkiske kennel klub. Den blev især brugt til at vogte grænserne mellem Böhmen og Bayern i 1100-tallet. Der findes bevis for avlsarbejde allerede i 1500-tallet, dette forsvandt desværre igen i 1600-tallet, da grænsebevogtningen forsvandt, og hundene blev derefter anvendt som gårdhunde, hvor de vogtede gårdene og blev anvendt til hyrdning. I 1984 søgte en mand ved navn Jan Findejs hunde af denne race og med deres oprindelige udseende. Ud fra de hunde, som stemte overens med det oprindelige udseende, blev der opstartet et stort avlsarbejde for at regenerere racen.

HJEMLAND

Tjekkiet

INTERNATIONALT RACENAVN

Ikke godkendt af FCI endnu. Formentligt Bohemian Shepherd.

 

 

<<<